Der er en særlig tilfredsstillelse i at arbejde hårdt. At kunne se resultater, være effektiv og føle sig nyttig giver mening for mange. Men der findes et punkt, hvor engagementet glider over i noget, der begynder at tære – ikke bare på kræfterne, men også på livets øvrige sider. Det punkt, hvor arbejdet ikke længere er en del af livet, men bliver hele livet.

Arbejdsafhængighed er et overset fænomen. Det handler ikke om dovenskab eller disciplin – tværtimod. Det rammer ofte mennesker, der er pligtopfyldende, ansvarsbevidste og ambitiøse. De trives med at have travlt, men mærker sjældent, når travlheden forvandler sig til afhængighed. Man tager computeren med på ferie, svarer mails sent om aftenen og føler sig rastløs, når der ikke er noget at ordne.

Som psykolog i Danmark møder jeg mange, der beskriver følelsen af at være fanget i en konstant præstationscyklus. De oplever, at arbejdet både giver identitet og tryghed – og samtidig gør det umuligt at koble af. Det er som om, de lever i et konstant alarmberedskab, hvor stilheden føles truende. For nogle bliver arbejdet en måde at undgå ubehagelige følelser på. Så længe man er i gang, slipper man for at mærke tomheden, presset eller usikkerheden.

Men kroppen kan ikke holde til det tempo i længden. Søvnen bliver kortere, irritationen stiger, og relationerne begynder at lide under fraværet. Mange opdager det først, når partneren, børnene eller kroppen protesterer. Arbejdsafhængighed er ikke et spørgsmål om vilje – det er et mønster, som har taget magten.

I terapien arbejder vi med at forstå de psykologiske mekanismer bag. Hvorfor er det så svært at give slip? Hvad giver arbejdet, som andre dele af livet ikke gør? For nogle handler det om at føle sig værdifuld, for andre om at holde uroen på afstand. Ved at afdække de mønstre kan man begynde at finde nye måder at skabe mening og ro på.

Målet er ikke at arbejde mindre for enhver pris, men at arbejde på en måde, der ikke udmatter. At kunne være engageret, uden at det går ud over helbred og nærvær. Mange har brug for konkrete redskaber til at genindføre pauser og skelne mellem nødvendighed og overforbrug af arbejdstid. Det kræver tålmodighed – men også mod til at tage ansvar for sit eget velbefindende.

En af de største udfordringer for mennesker med arbejdsafhængighed er at give sig selv lov til at være. At acceptere, at hvile ikke er spildtid, men en forudsætning for at kunne yde. Det handler om at genopbygge kontakten til kroppen og mærke, hvad den har brug for. Ofte ligger der en dyb længsel efter ro bag det høje tempo.

At få professionel hjælp til arbejdsafhængighed kan være et vendepunkt. Her kan man arbejde med de tanker og følelser, der ligger under behovet for konstant aktivitet. Gennem samtaler lærer man gradvist at genkende signalerne på overbelastning og skabe nye, sundere balancer i livet.

For mange bliver det en befrielse at opdage, at livet kan være meningsfuldt – også når man ikke arbejder. At der findes værdi i ro, i relationer og i at kunne trække vejret frit igen.